Kunstkonserveringens historie
Et stigende konserveringsbehov
Indtil ca. 1970 udførte konserveringsværkstedet på Statens Museum for Kunst mod betaling lejlighedsvis konservering for de statsanerkendte museer i et begrænset omfang, og ordningen omfattede kun konservering af malerier. Aarhus Kunstmuseum ansatte derfor i slutningen af 1960'erne en konservator, som varetog konservering for museet og løste enkeltopgaver for andre museer, men der var stadig et øget behov for konservering.
Fælleskonserveringens oprettelse - kunstkonservering på landsplan
I takt med at niveauet for konservering af kunst i Danmark højnedes, hvad der blandt andet viste sig gennem oprettelsen af Konservatorskolen, besluttede en lille snes af de statsanerkendte kunstmuseer derfor i 1978 at oprette og i fællesskab drive et landsdækkende konserveringsværksted. Værksted og personale på Aarhus Kunstmuseum overgik til den nye institution, der blev ansat flere medarbejdere og investeret i apparatur og faciliteter. Mange gode grunde talte for at samle kunstkonserveringen på landsplan. Malerikonservering kræver ikke blot en række kostbare tekniske faciliteter, men også en betydelig viden om de enkelte perioders og kunstneres teknik, materialebrug og æstetiske opfattelse. Ved at samle arbejdet i ét værksted sikredes på den økonomisk set fordelagtigste vis et teknisk tilfredsstillende niveau og en akkumulering af viden om de enkelte kunstværker og kunstneres specifikke karakter.
Afdeling Øst oprettes
I 1986 etableredes endnu et værksted under Fælleskonserveringen. Under navnet Afdeling Øst blev det oprettet i Helsingør i nogle lokaler ved Kronborg. Etableringen skyldtes bl.a., at pladsforholdene på Aarhus Kunstmuseum ikke tillod konservering af store formater, samt at kredsen af tilknyttede museer og institutioner var vokset til det dobbelte. Fælleskonserveringens afdeling Vest rykkede siden med til ARoS, hvor forholdene muliggjorde håndtering af store formater. I dag har afdeling Vest egne lokaler i Silkeborg, der opfylder de ønskede krav.
Et ønske om flere konserveringsværksteder
Den nye konserveringsordning for kunstmuseernes vedkommende mødte i begyndelsen administrativ modstand fra forskellig side, idet man på andre museums- og konserveringsområder havde forestillet sig oprettelsen af 14 amtskonserveringsværksteder. Imidlertid anerkendtes det efterhånden, at den organisation, som kunstmuseerne havde skabt, både økonomisk og fagligt langt bedre kunne varetage opgaverne end mindre værksteder med begrænsede tekniske faciliteter og mindre faglig udviklingskompetence på de særlige områder, som konservering af kunst omfatter.
Fælleskonserveringen blev en succes
Gennem betaling af faste medlemsbidrag fra de tilknyttede institutioner fik Fælleskonserveringen sikret en væsentlig del af det økonomiske grundlag, suppleret med indtægter fra ad hoc-opgaver på honorarbasis. I 2001 ændredes Fælleskonserveringens organisationsform til en almennyttig forening, stadig med faste medlemsindbetalinger. Fælleskonserveringen udviklede sig over årene, og samlede en medarbejderstab af stor faglig kompetence og ekspertise, som stadig videreudvikles. Siden stiftelsen har Fælleskonserveringen ikke blot løst et tusindtal af opgaver for de tilknyttede statsstøttede kunstmuseer men også for en lang række statsanerkendte kulturhistoriske museer, de statslige kunstmuseer, Statens Kunstfond, Boligministeriet og andre offentlige institutioner.
Kunstkonserveringen - en fremtidssikret struktur for bevaring af kunst
Det tidligere navn, Fælleskonserveringen, fortalte nok om foreningsdannelsen, men informerede ikke om det centrale - kunsten. Et navneskift til "Kunstkonserveringen" trådte derfor i kraft pr. maj 2014. Det er for kunstmuseerne af afgørende betydning, at den landsdækkende struktur, der gennem en lang årrække er blevet videreudviklet, kan bevares uanset kommende ændringer i opgavefordelingen mellem staten, regioner og kommuner. Der er i Kunstkonserveringen sikret nær indflydelse for og kontakt til brugerne, der deltager direkte i finansieringen, samtidig med at man optimalt kan udnytte viden og store besparelser. Det er overordentligt vigtigt for opfyldelsen af kunstmuseernes forpligtelser til bevaring af deres samlinger, at denne organisationsform med koordinering på landsplan opretholdes.
