Samlingsgennemgang og åbent værksted på Listasavn Føroya
To af Kunstkonserveringerns malerikonservatorer, Åsa Tempelmann og Ioana Rosca Tind, har gæstet Listasavn Føroya (Færøernes Kunstmuseum). De var inviteret til museet både for at gennemgå samlingen og for at dele viden og ekspertise med museets medarbejdere. Det overordnede tema var bevaring og det konservatorfaglige blik på kunsten, for når man som kunstfaglig er vant til at kigge på motiv, komposition og ophængningsmuligheder, kræver det en helt anden måde at betragte et værk på for at få øje på opskalninger i farvelaget, overfladesnavs og gulnet fernis.
Kunstkonserveringens to konservatorer tilbragte i alt tre uger på Listasavn Føroya i Thorshavn, og igennem opholdet blev der mulighed for at gå i dybden med museets samling og konservere en lang række værker. Det drejede sig hovedsageligt om malerier af færøske malere, og der blev blandt andet konserveret værker af Ruth Smith, Ingálv av Reyni og Sámal Joensen-Mikines.
Arbejdet med samlingen foregik som et åbent værksted, hvor museets medarbejdere og gæster havde mulighed for at få et indblik i restaureringsprocessen og stille spørgsmål til arbejdet, ligesom der blev holdt foredrag for interesserede om konservering og restaurering med udgangspunkt i museets samling.