Peter Lands stribede mand mistede en finger

25.Oct 2018

Det kan være svært at bevare alle kropsdele intakte, når ens arme er alt for lange og rager ud i lokalet som to hjælpeløse vedhæng. Derfor blev Peter Lands skulptur af en siddende mand med stribet pyjamas bragt ind til Kunstkonserveringen fra Saxo Banks Kunstsamling. Han var blevet trådt over fingrene ved et uheld, så en finger var knækket af og håndleddet var knust.

Skulpturen af den siddende mand med striber tilhører Saxo Banks Kunstsamling. Peter Land har skabt flere udgaver af den søvngænger-agtige mand, der udseendemæssigt har en meget stor lighed med kunstnerens eget kontrafej, men fremstår noget grotesk og ubehjælpsom, som han sidder med de meget lange arme og ben strittende frem for sig. Skulpturen er fremstillet i glasfiber.

Hånden retoucheres

Skulpturkonservator Tobias Sørensen har forestået restaureringen af den beskadigede skulptur på Kunstkonserveringens værksted i Helsingør. Først og fremmest er den knækkede finger blevet limet fast igen, og desuden forstærket med armering indvendigt, så den nu er mindre skrøbelig. Herefter er håndleddet genskabt i forstærket glasfiber og hånden monteret på skulpturen igen, og endelig er hånd og fingre blevet retoucheret. 

Peter Lands ’Siddende mand med striber’ er nu tilbage i Saxo Banks samling.  

Jacob Petersen/Saxo Bank

 

 

Tilmeld nyhedsbrev