Kunstkonserveringen sikrer en million til vigtig Jorn-undersøgelse
Med fondsstøtte på samlet en million kr. kan Kunstkonserveringen nu igangsætte det unikke projekt ’Bevaring af Asger Jorns malerier for eftertiden’. Projektet har til formål, via en undersøgelse af ni af Jorns værker, at kortlægge og opnå mere viden om Jorns maleteknikker- og materialer. Undersøgelsen vil kunne generere betydningsfuld viden om, hvordan vi bedst bevarer den verdensberømte danskers kunst.
Asger Jorn er uden tvivl én af de mest betydningsfulde danske kunstnere i det 20. århundrede, hvilket gør hans malerier til en uvurderlig del af vores kulturarv. Også internationalt er Jorn anerkendt. Hans malerier udstilles verden over og eksponeres således for transport, klimaskift og håndtering, hvorfor der er et stigende behov for at konservere og restaurere malerierne.
Til trods for Asger Jorns betydning både i Danmark og udlandet, eksisterer der begrænset viden om kunstnerens brug af materialer og teknikker; en viden som er afgørende for at kunne bevare hans værker for eftertiden. Det er derfor en vigtig undersøgelse, Kunstkonserveringen nu, med en million doneret fra fonde i ryggen, kan påbegynde.
”Bevaringstilstanden i mange af Asger Jorns malerier er desværre særdeles problematiske, hvor Kunstkonserveringens konservatorer gennem årene har kunnet observeret kraftige revnedannelser samt op- og afskalninger i mange af farvelagene på værkerne. Uden en øget forståelse af skadesfænomenernes opståen, som vil kunne forbedre indsatsen for at bevare værkerne, vil vi fremover fortsat se nedbrydning af farvelagene og i værste tilfælde være vidne til farvetab forårsaget af de skader, der fortsætter med at opstå i malerierne. Med de tilførte fondsmidler får vi nu en unik mulighed for at tilegne os den nødvendige viden, så vi kan forebygge skader i fremtiden,” siger afdelingsleder i Kunstkonserveringen, Elizabeth Baadsgaard, som sammen med cand.scient.cons. Filiz Kuvvetli forestår projektet.
Med udgangspunkt i ni af malerens værker vil undersøgelsen kortlægge sammenhænge mellem iagttagne skader i Jorns malingslag og de materialer og teknikker, Jorn bringer i anvendelse i malerierne. Noget af det, der kendetegner Jorns maleteknik er, at han tilsyneladende har anvendt maling forholdsvis ublandet direkte fra tuben, hvorved farveblandingerne - i vid udstrækning - er opstået på lærredet under maleprocessen uden tørring mellem lagene. Varierende glans på farvelagenes overflade tyder desuden på, at Jorn har fortyndet sin maling i varierende grad og muligvis også har blandet forskellige malingstyper sammen.
Projektet vil kunne give videnskabelig funderet viden for konservatorer, der står over for udfordringer, når det gælder konservering og bevaring af værkerne, og resultaterne vil desuden kunne danne grundlag for fremtidige, videre undersøgelser. Den opnåede viden vil desuden give både danske og udenlandske museer, som har ansvaret for den fremtidige bevaring af de mange og betydningsfulde værker af Jorn, en bedre baggrund for hensigtsmæssige beslutninger i forhold til udstilling, udlån og opbevaring af værkerne.
De ni værker, som undersøges, er alle malet mellem 1950 og 1970, og er velvilligt stillet til rådighed for undersøgelsen af ARoS, HEART – Herning Museum of Contemporary Art, KUNSTEN – Museum of Modern Art Aalborg og Museum Jorn.
En stor tak til Augustinus Fonden, Beckett Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, som generøst har støttet undersøgelsen. Projektet forventes afsluttet i 2026.