Kunsten at fjerne en vandskade - med udgangspunkt i to Lars Worm værker
Kunsten at fjerne en vandskade
Vandskader er noget skidt, og vandskader på moderne kunst er noget rigtig skidt. Traditionelle malerier er påført et lag fernis, og skaden vil ofte begrænse sig til dette. Man kan derfor afrense det skadede lag og herefter påføre en ny fernis, uden at det influerer på selve farvelaget i maleriet. Anderledes forholder det sig med moderne værker, hvor farverne kan være påført lærredet direkte uden grundering og uden et efterfølgende beskyttende lag. Det kan betyde, at skader, skidt og snavs sætter sig direkte ned i lærredet og kan være svære, til tider næsten umulige, at afrense, uden at det beskadiger selve værket.
Da Kunstkonserveringen for nylig fik indleveret de to vandskadede Lars Worm-værker "Doorway" og "The Gathering" var det netop tilfældet. Begge værker havde tydelige vandskjolder; man kunne se, at malerierne måtte have stået i vand, der var blevet suget op i lærredet. Da begge malerier er udført direkte på et ikke grunderet hørlærred, som beskrevet ovenfor, havde vandskaderne forårsaget store skæmmende skjolder. Umiddelbart syntes værkerne ikke til at redde, men med vores praktikant Mona Konietzny fra Hochschule für Bildende Künste i Dresden som primus motor, satte Kunstkonserveringen sig for at afsøge teorien og se, om en løsning på problemet kunne findes.
Med udgangspunkt i litteraturen på området blev forskellige tests udført. Ved at indfarve et hørlærred med pigment og siden påføre det en vandskade, fik man et prøvemateriale lig Worms værker, og på denne måde fik Mona Konietzny mulighed for at teste sig frem til en metode, der kunne fungere for de pågældende værker. En metode, hvor vandskaden så at sige kunne suges ud på lavtryksbordet. Nu var det så tid til at afprøve metoden på selve malerierne.
Worm-malerierne blev spændt af deres blændramme og lagt på lavtryksbordet med forsiden op. Forsiden blev dækket til med plastic, hvor var klippet et meget lille område på ca 3 x 6 cm fri ad gangen, for at suget kunne være på så koncentreret et område som muligt. Rundt om det åbne område blev der foret med trækpapir, for at væske ikke skulle kunne trænge ind til resten af maleriet. Nu blev der sat sug på bordet, og det udækkede område med vandskjolden blev sprøjtet med vand tilsat en lille smule Agepon (afspændingsmiddel) i en airbrush. Ved at fugte vandskjolden med en let sæbeopløsning og herefter lade lavtryksbordet suge misfarvningen ud af lærredet, kunne de skadede hørlærreder langsomt og nænsomt renses for de skæmmende skjolder.
Arbejdsprocessen var tidskrævende og møjsommelig. Proceduren blev gentaget mindst 10 gange, alt efter hvor genstridig skjolden var på det enkelte område, og undervejs skiftedes trækpapiret. Især på "Doorway" var skjolden meget svært opløselig, og her er det stadig muligt at ane skjolden nogle få steder, men det var ikke muligt at fortsætte processen, da farvepigmentet var let afsmittende, og der var risiko for at farven ville løbe ud på det ublegede hørlærred. Men overordnet viste metoden sig effektiv til fjernelse af vandskader på moderne værker, og den er siden forsøgt anvendt også på andre materialer.
