Konservering af Piero Manzoni, Achrome 1961-62

02.Dec 2020

Konservering af Piero Manzoni, Achrome 1961-62

Manzoni: Achrome


HEART, Herning Kunstmuseum, ejer en større samling af kunstværker af den italienske kunstner Piero Manzoni, heriblandt værket Achrome fra 1961-62 som Kunstkonserveringen modtog til konservering, efter at det var blevet skadet under et udlån til USA.

Værket består af to dele: En nedre del af flere stykker brændte træklodser, der udgør en samlet blok; og en øvre del, der består af hvidmalet strå i forskellige størrelser, limet sammen, så stråene tilsammen udgør en rektangulær blok, der er placeret ovenpå træblokken. De to dele er monteret på en hvidmalet træplade.

Røntgen viser jernstangen i midten

Transportskaden havde medført, at den øverste del var bøjet til én side. Endvidere havde strå og farvelag løsnet sig. Det løse strå blev ved udpakningen i USA, samlet sammen af en amerikansk konservator på stedet og sendt retur sammen med værket.

For at kunne tilrettelægge en behandling var det nødvendigt at få klarlagt værkets indvendige konstruktion. Ved hjælp af transportabelt, digitalt røntgenudstyr, blev værket røntgenfotograferet på Kunstkonserveringens værksted i Silkeborg. 

Røntgenundersøgelsen afslørede, at den indvendige konstruktion består af en enkel jernstang i midten af skulpturen, som er gjort fast i bunden. Denne stang - i kombination med en jernskive i bunden af stråblokken samt en hel del lange søm i træklodserne – holder sammen på delene.

Desuden kunne det ud fra røntgenoptagelserne konkluderes, at den hvide maling indeholder et metalholdigt pigment, formentlig enten bly- eller zinkhvidt. Den viden som kom frem ved hjælp af røntgenundersøgelsen betød, at konservatoren med stor forsigtighed kunne komme til den indvendige jernkonstruktion mellem de to dele og manipulere konstruktionen tilbage til dens oprindelige placering. Den videre behandling bestod i at konsolidere løst strå og farvelag samt at rense skulpturen for støv og snavs.

Tilmeld nyhedsbrev