Konservering af ni præsteportrætter for Helsingør Domkirke (Skt. Olai)
Konservering af ni præsteportrætter for Helsingør Domkirke (Skt. Olai)
Skt. Olai Kirke er Helsingørs ældste bevarede bygning. Kirken har sin oprindelse i 1200-tallet, men blev færdiggjort, som den står nu, i 1559. På den tid var Helsingør Danmarks næststørste by efter København - og en velhavende by - grundet Øresundstolden, og den position gjorde sig også gældende, da kirkens bemærkelsesværdige præsteportrætter blev malet i 1600 - 1700-tallet. Der findes ikke mange tilsvarende portrætter i Danmark. De ni kæmpe portrætter måler 2,20 i højden, og 2,50 meter med ramme og afspejler tydeligt den magt og økonomiske position, Helsingør besad.
De skadede malerier
De ni malerier har aldrig været konserveret før, og de trængte derfor voldsomt til en kærlig hånd. De blev derfor bragt til Kunstkonserveringens værksted i Helsingør. Her kom man i 2012, med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond, i besiddelse af et meget stort lavtryksbord (3 x 4 m), som var særdeles velegnet til de mange arbejdsprocesser, der skulle udføres på de legemsstore præsteportrætter.
Portrætterne var generelt stærkt medtagne inden konservering. Først og fremmest var overfladen dækket af et tykt lag støv og snavs, og desuden skæmmet af et fernislag, som var gulnet, mat og ujævnt. Desuden var malerierne præget af mange skader i form af opskallet maling, flænger og huller. Malerierne havde desuden overmalinger fra tidligere konserveringer og eftermørknede retoucheringer.
En bemærkelsesværdig ting ved malerierne var, at der generelt var tale om udtørringsskader. Ofte vil man opleve, at malerier i kirker og tilsvarende ældre bygningsværker får skader, fordi der er for koldt og fugtigt. I dette tilfælde var mange skader derimod opstået på grund af et alt for varmt og tørt indeklima.
Konservering
Maleriernes for- og bagside blev først og fremmest renset for støv og snavs. Herefter fik de påsat nye lærredskanter af hørlærred og BEVA-folie og blev monteret i en arbejdsramme. Lærred og farvelag blev imprægneret med en 15% BEVA-opløsning (syntetisk bindemiddel). BEVA blev anvendt, idet maleriernes grunderingslag er en bolus (ler-art) der i forbindelse med vand ville kvælde op. BEVA, er en syntetisk harpiks, der er en polymer fremstillet på ethyl vinyl acetat (EVAc) indeholdende ketone. Efter at limen var optørret, blev portrætterne planeret på lavtryksbordet under 650C varme. Efter imprægneringen blev malerierne overfladerenset med en 2 % tri-ammoniumcitrat opløsning. Fernis blev herefter renset med organiske opløsningsvæsker, såsom ethanol i mineralsk terpentin i forskellige koncentrationer. Gamle misfarvede retoucheringer og overmalinger blev fjernet med diverse koncentrationer af blandinger mellem 2-propanol, ammoniak og vand. Værkerne blev herefter lamineret/dubleret. Der blev anvendt en BEVA-film på et indfarvet polyesterlærred. BEVA-filmen udmærker sig ved ikke at trænge ind i lærredet, den lægger sig blot på ydersiden.
Malerierne blev herefter spændt op på en ny kilbar blændramme. Alle lakuner i farvelaget blev kittet med latex-spartelmasse, der er en fleksibel spartelmasse, der ikke synker med tiden. Kitninger nivelleredes. Retoucheringerne blev udført med reversible laserende restaureringsfarver af mærket Gamblin. Malerierne slutferniseredes med en dammar-fernis, som dels gulner mindre end en mastiks og forholdsvis let lader sig fjerne og som endvidere er i overensstemmelse med den fernistype, portrætterne formentlig oprindelig har fået. Til beskyttelse af bagsiden monteredes en polykarbonat-plade. Prydrammerne blev overfladerenset og retoucheret med Gamblin.
Hele restaureringsopgaven i domkirken har fået økonomisk støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine MC-Kinney Møllers Fond til almene Formål.
