Kampen mod voks, fugt og selfiestænger - Behandling af de royale karruselryttere
Kampen mod voks, fugt og selfiestænger - Behandling af de royale karruselryttere
På konserveringsværkstedet på Amalienborg Slot har to konservatorer fra Kunstkonserveringen, Henrietta Havsteen-Mikkelsen og Ioana Rosca Tind, tidligere i år afsluttet behandling af malerier af karruselryttere for Rosenborg Slot.
Karrusellen er betegnelsen for en kunstfærdig turneringsform til hest, som stammer fra Italien, hvorfra den spredte sig til resten af Europa. Karrusellens stort opsatte dyster og parader med ringridning som et af de centrale elementer var en reaktion på at middelalderens meget drabelige og blodige ridderturneringer blev forbudt af den katolske kirke, og man skulle finde en ny måde at træne sine krigsfærdigheder til hest. Samtidig blev karrusellen også en måde, hvorpå hoffet kunne iscenesætte sig selv. Her kunne de ved store turneringer og optog demonstrere deres færdigheder til hest under stor pomp og pragt, iført fornemme dragter og ofte udklædt og maskerede som eventyrlige karakterer. Karrusellerne indgik således også ofte som en del af festlighederne i forbindelse med en kroning eller et bryllup.
Voks, fugt og selfiestænger
De royale karruselmalerier er fra slutningen af 1600-tallet, hvor karrusellen var meget populær blandt kongelige og adelige i Danmark. Rytterportrætterne tæller blandt andre Christian 5. og kronprins Frederik (4.), og de hænger i trappeopgangen på Rosenborg Slot, hvor man har mulighed for at studere dem nærmere. Trappeopgangen på slottet er en hovedfærdselsåre, hvilket vil sige, at malerierne har en særligt udsat placering. De bliver dagligt eksponeret for albuer, stokke og selfiestænger fra museets besøgende, og værkerne havde derfor fået adskillige skader, som trængte til at blive udbedret.
Kunstkonserveringens opgave var først og fremmest at sikre malerierne mod fremtidige skader ved at montere optivisionplexiglas i maleriernes ramme. Umiddelbart en fin lille opgave, men så enkelt viste det sig ikke at være. Rammerne er nemlig meget spinkle, og der kunne ikke ændres på deres konstruktion. Dette betød at afstanden mellem glas og maleriernes overflade skulle være minimal, og opgaven fik derfor pludselig et helt andet omfang, da en fuldkonservering af malerierne blev påkrævet.
Maleriernes buler (som de havde fået af de forbipasserende), deformationer og opskalninger skulle planeres og sikres, og dette kunne kun gøres ved at fjerne en voldsom mængde voks fra maleriernes bagside. Det viste sig nemlig, at malerierne ved en tidligere konservering havde fået et lag tyk voks. Voksen mente man dengang ville beskytte malerierne. Siden er det blevet påvist, at voksen er ekstremt fugtpåvirkelig. Så da malerierne har hængt på Rosenborg Slot,som er svært at klimastyre, har der dannet sig nogle voldsomme spændinger i lærredet, spændinger som har fået farvelaget til at krakelere.
Fuldkonservering af karrusellerne
Det første skridt i konserveringen var at få afrenset malerierne, dels for støv og snavs, dels for det meget tykke lag voks på maleriets bagside. Men inden da måtte de få opskalninger i farvelaget sikres, så der ikke gik noget farvelag tabt under de kommende behandlinger. For at fjerne voksen fra lærrederne, benyttede Henrietta Havsteen-Mikkelsen og Ioana Rosca Tind to metoder. Den ene metode bestod i at pensle voksen med en blanding af ethanol og rensebenzin. Herefter blev der lagt et stykke plastik henover, så blandingen kunne trænge ned i voksen. Herefter kunne belægningen forsigtigt skrabes af. Processen skulle gentages, da voksen ikke lod sig fjerne på én gang. Konservatorerne valgte også at bruge en anden metode, hvor de anvendte en gel bestående af methylpropanol og mineralsk terpentin, som på samme måde blev påført voksen - dette var en mere effektiv og skånsom metode.
"Det vigtigste var at sørge for, at maleriet ikke blev 'stresset' for meget, og at afrensningen af voksen blev udført jævnt, så lærredet kunne slappe af. Der var nogle ekstreme krakeleringer på nogle af malerierne, som vi ønskede at planere. Det kunne kun lade sig gøre, hvis lærredet slappede af. Nogle gange sker planeringen i den proces bare ved at fjerne voksen, og krakeleringerne bliver delvist udbedret. Ved at fjerne al voks, fernis og snavs slapper lærredet af og bliver glattet ud," fortæller Henrietta Havsteen-Mikkelsen.
Efter at voksen var blevet fjernet fra lærrederne, forestod resten af restaureringsarbejdet med malerierne, hvor retouchering af ældre skader var en stor del af opgaven - deriblandt en rekonstruktion af en støvle. Til sidst blev malerierne monteret i deres prydrammer igen. Rammerne havde fået plexiglas og en tynd afstandsliste for at sikre at farvelaget ikke kom i berøring med glasset. Nu hænger malerierne atter i den fine trappeopgang i tårnet på Rosenborg Slot beskyttet mod albuer, stokke og selfiestænger.
De i alt 11 karruselmalerier er færdigrestaurerede og kan igen opleves på Rosenborg Slot