Dieter Roth-collage ramt af skimmelsvamp

08.Oct 2018

Værkerne bestod af forskelligt organisk materiale, bla. mælk, chokolade og kakao, der af kunstneren var indkapslet og forseglet i svær plast. Både papir og den tape, som var anvendt til forsegling af plastikomslaget, var delvist nedbrudt af skimmelsvampen, og selve plastikomslaget var bulet og krympet. At forseglingen således var gået i opløsning betød, at der hang en ubehagelig lugt af forrådnelse ved værkerne.


Det synlige forfald var det centrale i kunstværkerne, hvorfor dette naturligvis ikke måtte ændres, ligesom forseglingen af plastmaterialerne skulle udføres så nænsomt som muligt. Dette var udfordrende, da kunstværkernes materialesammensætning og vægt samtidig vanskeliggjorde en egnet forsegling.

Efter at værkerne var taget ud af ramme og glas, blev plastikomslag, ramme og bagplade forsigtigt renset af. Fragmenter, som var drysset ud, og lå i bunden af rammen, blev placeret i plastomslagene. Herefter foretog Kunstkonserveringens papirkonservator en partiel afrensning af omslag og tape for limrester m.m., hvorefter tapen blev partielt genlimet, hvor det var nødvendigt. Slutteligt er rammen både indvendigt mod glas og udvendigt mellem ramme og bagplade blevet grundigt forseglet.

Tilmeld nyhedsbrev