Bellevues 80-årige ’pige’ har fået glattet rynker og opfrisket sminken

13.Oct 2016


For 80 år siden åbnede Bellevue Teatret under stor bevågenhed. Arne Jacobsens hovedværk stod klar den 14. juni 1936, og det første som mødte publikum var et enormt scenetæppe på 60 m2, som forestillede en nøgen kvinde! Provokerende var det. Men det var Arne Jacobsens ønske, at et motiv fra Bellevue strandbad få hundrede meter borte skulle pryde teatret. Og tidens store maler, plakatkunstner og illustrator Aage Sikker Hansen skulle klart nok male det store scenetæppe.

Proceniets hvide trakt fremhæver stærkt Sikker-Hansens fortræffelige blaa fortæppe med Bellevue-pigen, den moderne venus, der er symbolet paa det nye Bellevue.

- Arne Jacobsen, 1936

I 80 år har scenetæppet prydet teatersalen uden at have undergået en egentlig restaurering, men det fornægter sig ikke, at tæppet er en brugsgenstand, og har været det i mange år. Der er utallige knæk og afskalninger overalt i farvelaget, og nederst på tæppet er der flere store flænger, og desuden er det skæmmet af store vandskjolder og buler. Derfor er det også glædeligt at Augustinus Fonden har muliggjort renovering af scenetæppet med knap 500.000 kr. til det store renoveringsarbejde.

Hul i scenetæppet
Tydelige vandskader


Før restaureringen var det nødvendigt at afmontere det 7 x 8 meter store tæppe, hvilket i sig selv var noget af en opgave. Efter forsigtigt at have fået tæppet ned på beskyttende plastik, blev det rullet på kæmpestore papruller med en diameter på 58 cm og en længde på 7 meter. Rullerne blev grundigt forseglet og herefter fragtet til Kunstkonserveringens værksted på Kronborg.

Tæppet tages ned


Her blev der arbejdet med tæppet stykke for stykke, idet maleriet grundet dets enorme størrelse stykvist blev rullet fra en transportrulle henover lavtryksbordet til en anden rulle på den anden side af bordet. Efterfølgende blev manglende partier i farvelaget indfarvet i en neutral retouchering. Der indgik ni personer i restaureringen og hen ved 1000 timer blev lagt i det store arbejde. Det smukke scenetæppe er igen at finde på Bellevue Teatret, hvor det nu gerne skulle kunne glæde publikum mange år fremover.

Retouchering af tæppet
Det færdige scenetæppe

Tilmeld nyhedsbrev