Konservering af Jesus Rafael Soto: “Le Grand Bleu”. 1964

Fra tid til anden står Kunstkonserveringen over for mere udfordrende opgaver. Det er opgaver, der kræver særlig kreativitet og utraditionel tænkning for at leve op til de krav, som arbejdet med museumsgenstande forudsætter. Et sådant værk blev behandlet i år 2001 – ”Le Grand Bleu” fra 1964.

Om kunstneren Jesus Rafael Soto

Soto startede sin karriere som moderne maler. Han var påvirket af Cézanne, men arbejdede sig via en neokonkretistisk stil frem til et kunstnerisk udtryk, hvor den optiske dynamik og effekt dannede grundlag for hans værker. Sammen med Victor Vaseraly, Bridigt Riley og Yaacov Agam, var Soto således en af op-art’ens væsentligste repræsentanter i 1960’erne.

”Le Grand Bleu” – et stykke Op-art

Op-art (Optical art, optisk kunst) dyrker optiske effekter. Effekterne opstår af sort-hvide kontraster, geometriske mønstre og subtile farveblandinger m.m. Disse virkemidler flimrer for øjet, og får beskueren til at opfatte det statiske som dynamisk og bevægeligt. Der opstår et rum og en dybde, som reelt ikke er tilstede – en optisk illusion. Le Grand Bleu er et sådant værk.

Beskrivelse af værket

”Le Grand Bleu” er bygget op på en rektangulær sortmalet finerplade. Pladen danner bund for to ligeledes sortmalede, rektangulære tableauer. Disse tableauer er endvidere bemalet med tynde hvide vertikale streger og danner baggrund for to metalplader; en sort- og en blåmalet. De to metalplader er monteret omtrent 15 cm ud fra tableauerne og hviler på afstandsklodser, der ikke er synlige, når man betragter værket korrekt. På grund af den høje kontrast mellem de hvide streger og den sorte baggrund samt metalpladernes særlig overfladestruktur og subtile kulør, opstår der en optisk effekt. Man opfatter således den blå plade som en åbning mod en uendelig himmel – eller som en lysende flade, der svæver midt i rummet.

Derfor kom værket til Kunstkonserveringen

Da værket ankom til Kunstkonserveringen var den optiske effekt brudt på grund af en række forskellige skader. De tynde hvide streger var delvist tværet ud af nysgerrige og langfingrede museumsgæster. Det betød, at kontrasten mellem de hvide streger og den sorte baggrund var stærkt reduceret. Den sortmalede metalplade havde flere små hvide pletter, ridser og skrabeskader. Det altoverskyggende problem var dog skaderne i den sarte blåmalede metalplade. Den optiske effekt var her brudt, fordi refleksionen blev forstyrret af flere alvorlige ridser, skjolder, pletter, almindeligt overfladesnavs m.m.

Strategiske overvejelser i forbindelse med metodevalg

Det var på forhånd udelukket med en traditionel retouchering af den stærkt beskadigede blåmalede metalplade. Monocrome farveflader er ofte umulige at retouchere, uden at det til en vis grad kan ses. Ethvert illusionsbrud på den blå metalplade ville ødelægge hele ideen med værket. Alternativt kunne man male hele pladen op på ny, men denne løsning ville dog være i for stor konflikt med princippet om reversibilitet i konserveringsbehandlingen. Løsningen blev en helt tredje. Det viste sig, at den blå plade let kunne afmonteres. Vi valgte derfor at rekonstruere en helt ny plade og bevare den originale plade urørt på bagsiden af værket, så den til enhver tid igen kunne skrues på. På den måde kunne der genskabes en perfekt optisk illusion, samtidig med at den originale plade og det sarte farvelag var bevaret.

Vores arbejde med værket – selve konserveringsprocessen

Det lyder umiddelbart som en smal sag at male en metalplade ensfarvet blå. Men det er faktisk ikke så lige til. Værket er næsten 40 år gammelt, og det kan ses – selv uden skader. En helt nymalet plade ville skille sig markant ud fra resten af værket. Derudover var der flere andre parametre, der skulle justeres for at matche den originale plades effekt. For at opnå det bedste resultat blev pladen yderligere undersøgt. En mikroskopisk overflade- og tværsnitsundersøgelse viste, at der under ét eller flere lag blå maling var en rød farve. Den røde farve var påført med pensel. Den blå maling var rullet på. Undersøgelsen gav os et godt udgangspunkt for at rekonstruere den blå farves kulør, intensitet, glans, overfladestruktur og naturlige patina. Til det formål blev mere end 25 forskellige kombinationer af pensler, ruller og farveblandinger prøvet af. Det endelige resultat blev opnået ved først at påføre den røde farve med pensel. Farven blev tilsat kridt og sikkativ for at få en mat bund, der hurtigt tørrede op. Formålet var at bibeholde de markante røde penselstrøg. Den blå farve blev derefter påført af flere omgange og i flere lag: Først blev to tynde lag påført med pensel for ikke at udviske de underliggende penselstrøg. Herefter blev det afsluttende lag først påført med en fin malerulle. Umiddelbart inden farven var helt tørret op, blev den overkørt med en strukturrulle, der imiterede den originale plades særlige overfladestruktur. Selve den blå maling blev iblandet kridt og akryl matmedium for at opnå den rette matte og porøse glans. Desuden blev den tilsat hvidt samt yderligere blå pigment - for at opnå den rette kulør. Endelig blev den blå farve suppleret med anelse grøn – for at give den et lidt støvet og gammelt udseende af naturlig patina. Resten af værket blev konserveret og restaureret på traditionel vis. Herefter blev den nye, rekonstruerede blå metalplade monteret. Den gamle plade blev pakket ind og er i dag monteret på bagsiden af værket.