Når man står over for en papir-konserveringsopgave, er valget af konserveringsstrategi som regel indlysende. Helt anderledes forholdt det sig dog med Ny Carlsberg Glyptotekets collage af Joan Miro fra 1929. Det viste sig at blive en meget kompleks opgave, som bl.a. indebar detaljeret research omkring collagens oprindelse.

Udgangspunktet for collagen

Siden 1924 havde Miro eksperimenteret med collage ved at sammensætte forskellige elementer i papir. I 1928 introducerer han brugen af såkaldt fløjlspapir eller pastelpapir (det er en type papir, som er coatet med et bindemiddel og overstrøget med et fint fiberholdigt materiale – umiddelbart kunne det minde om sandpapir). I 1929 inddrager Miro tjærepapir som element. Begge materialer har en utrolig delikat overflade. Ny Carlsberg Glyptoteket´s collage fra 1929 består af netop disse materialer.

Beskrivelse af collagen

Et stykke rustfarvet fløjlspapir danner collagens fulde format. I højre halvdel er udskåret et stort hul. Igennem dette hul ses et tykt stykke tjærepapir. Miro har på fløjlspapiret tegnet en spansk danserinde med blyant. Herefter har han penslet med fixativ i området, således at det fremstår mørkere i nuancen end resten af papiret. På tjærepapiret har han tegnet en figur med tusch.

Da værket kom til Kunstkonserveringen

Collagen var i en miserabel tilstand, da den blev bragt til Kunstkonserveringen. Det viste sig, at collagen faktisk havde været lappet sammen i flere omgange, bl.a. med dobbeltklæbende tape og brun papirtape. Collagedelene var oprindelig fæstnet til en kraftig grå pap, men havde mange steder sluppet taget i kanten. Papiret løftede sig fra pappet og bulede kraftigt op. Kanterne var fyldt med flænger, som nu stod og gabte. Collagen var indrammet i en mahogniramme med glas. Hele collagen var ligesom ”skrumpet” i størrelse og faldet ind mod glasset. Desuden var der adskillige hvide og røde stænk, som var tvivlsomme i deres originalitet.

Fastlæggelse af konserveringsstrategi

For at kunne lægge en konserveringsstrategi for collagen, var det vigtig at undersøge, hvilke materialer der var originale, og hvilke der var tilført senere. Samtidig var det også vigtigt at vide, hvilken hensigt Miro havde haft med værkets udtryk. Det førte til følgende spørgsmål, som skulle afklares:

• Skulle man planere papiret eller skulle det fremstå med de store buler?
• Skulle man erstatte den grå monteringspap, der var af meget ringe kvalitet – syreholdigt, misfarvet og flosset i kanterne?
• Der var også mange skæmmende knæk i fløjlspapiret. Skulle disse elimineres?
• Var flænger og pletter tilsigtede eller skulle de udbedres og/eller fjernes?
• Signaturen sad på bagsiden af fløjlspapiret. Der var skåret hul i pappet så signaturen var synlig. Hvordan skulle man på een gang kunne beskytte værket fra bagsiden og samtidig have tilgang til signaturen?
• Rammen var noget ramponeret, med grove ridser, streger og masser af snavs. Samtidig var den lidt for stor til værkets nuværende størrelse. Skulle den udbedres eller skulle museet overveje at udskifte den?

Gennembrud i konserveringsprocessen

For at komme videre i konserveringsprocessen foretog vi en række tekniske materialeundersøgelser af værkets enkeltdele. Undersøgelserne skulle hjælpe med at besvare de ovennævnte tvivlsspørgsmål. Desuden rettede vi henvendelse til Fundacio Joan Miró i Barcelona samt til MOMA i New York og fik meget brugbare oplysninger. Vi fik generel information omkring Miro´s arbejde med de i alt 22 collager, som han havde udført i perioden 1924-1929. Og vigtigst af alt: specifikke oplysninger om Ny Carlsberg Glyptotekets collage. Det viste sig, at konservatorerne Anne Umland og Erika Mosier i 1996, i forbindelse med en udstilling i USA, havde foretaget en teknisk gennemgang Joan Miros’s collager fra 1920érne. Herfra fik vi vigtig viden, herunder Miro´s egne udtalelser om tilblivelsen af collagerne. Miro fortæller bl.a., at kanterne i en anden collage fra 1929 også havde løftet sig. Det var hans ønske, at de aldrig skulle planeres! De omtalte konservatorer havde lavet tekniske undersøgelser af bagpappet på to af værkerne (hvoraf Glyptotekets collage var den ene). Undersøgelserne viste, at materialerne var identiske. Samtidig beskrev de, at det andet værk var syet ind i pappet. Dette faktum tydede på, at pappet var originalt.

Selve konserveringsprocessen

Ved at kæde alle de indhentede oplysninger sammen, fik vi svar på samtlige af vores spørgsmål. Herefter blev konserveringsstrategien fastlagt i samråd med Flemming Friborg fra Ny Carlsberg Glyptotek. Det blev besluttet at foretage en moderat konservering med følgende indgreb:

• Bulerne forblev buler, men knæk blev elimineret.
• Pappet blev restaureret og bevaret som en del af værket.
• Nogle pletter forblev som værende Miro´s egne stænk, andre var sekundære og blev bortretoucheret.
• Tidligere lappemateriale, der var ustabilt eller til skade for værket, blev fjernet. Til gengæld blev repræsentanter herfra bevaret som dokumentation for værkets historie.
• Flænger blev sammenhæftet med nye stabile materialer. Retoucheringsniveauet blev også moderat.

Rammen var original (og i øvrigt én ud af de to originale, der var tilbage i serien), så den blev overfladerenset og bevaret. Der blev isat en ny, lidt bredere indfarvet afstandsliste i rammen, så værket kunne hvile herpå.