Japanske konserveringsmetoder på Kunstkonserveringen
Europæisk papirkonservering bygger på mange af de principper, som man anvender indenfor papirkonservering i de asiatiske lande.
Papirkonserveringens foretrukne bindemiddel er fx. en stivelse baseret på hvede – en stivelse, som man i Japan har benyttet til papirkonservering igennem århundreder, sideløbende med risstivelse. Vi benytter også den japanske tangplante Funori, til fastlægning af matte farvelag. Begge bindemidler er reversible, gulner ikke og kan holde klæbeevnen i mange hundreder år. Vi benytter i stor grad det ultratynde, langfibrede japanpapir, der har en masse gode egenskaber til brug for mange former for opklæbning og restaurering. Og så er der KARIBARI - teknikken.
Fra Davids Samling i København har papirkonserveringen gennem mange år modtaget fine mellemøstlige miniaturer til konservering og restaurering. Nogle af disse værker har været behandlet med karibari-teknikken, som man ville anvende til asiatiske værker.
Karibariteknikken
En vigtig del af en konserverende behandling af papir kan bestå i, at værket fugtes let op og derpå planeres. Som alternativ til den europæiske planeringsmetode, hvor man optørrer sit materiale i en presse, kan man i nogle tilfælde benytte et Karibari.
Karibari er et panel, der stammer fra Kina under Ming dynastiet (1400-1500 e. c). Her blev det brugt som monteringspanel for at beskytte papir og silke. Japanerne har herefter videreudviklet princippet til andre formål. I dag er panelet bl.a. kendt fra de traditionelle bemalede foldepaneler (byobu), som man kan se i kinesiske og japanske templer. Karibari består af en kerne i letvægtstræ, traditionelt japansk cedertræ, beklædt med op til 10 lag japanpapir på begge sider. Papiret er påsat på forskellig vis, så der dannes luftrum inde i panelet.
I en planeringsproces, hvor værket er påsat en såkaldt falsk margen, fæstner man kanterne på panelet, og fugten vil fordele sig fra det befugtede kunstværk under optørringen. Værket kan på denne måde planeres uden brug af tryk eller pres ovenfra. Dette forhold gør metoden særdeles fordelagtig i forbindelse med værker, hvor farvelaget er porøst eller pastost. Det er samtidig en meget nænsom metode, der sikrer at kunstværket ikke ændrer overfladestruktur og at det optørrer ensartet uden markante dimensionsændringer.
På billedet ses en forgyldt miniature fra et mellemøstligt manuskript under optørring på karibari.
