Til højre ses farvelaget under den konserverende behandling.

Brandskadet maleri af Willem van der Velde

Brandskadede malerier er altid problematiske at konservere. Heldigvis er de sjældne. Udover brandskaderne har slukningsarbejdet nemlig ofte forårsaget vandskader. Det skaber blæredannelser i farvelaget, som udvider sig og bobler op på grund af varmen. Samtidig bliver farven sprød og overfladens karakteristika ødelagt på grund af ændringen af materialerne. Fine penselstrøg vil derfor typisk være gået tabt. Den traditionelle konserveringsmetode ved brandskadede malerier er at genopvarme farvelaget for at blødgøre det. Herefter kan det lægges ned på plads.

Da ”Både på hav” kom til Kunstkonserveringen

Et smukt 1600-tals marinemaleri ankom til Kunstkonserveringen i brandskadet stand. Det privatejede maleri var af Willem van der Velde og forestillede “Både på hav”. Det var et traditionelt oliemaleri med lys grundering. Det var malet på et underlag af egetræsplanker, der var sammensat horisontalt. Varmeudviklingen fra branden havde forårsaget kraftige blæredannelser i farvelaget, primært i billedets øverste halvdel. 

Blærerne var ca. 5 mm i diameter i himmelpartiet. Længere nede på billedfladen, i havpartiet og på jorden, var blærerne ca. 1-2 mm i diameter. Det opblærede farvelag var ekstremt tyndt og ufleksibelt, og der skulle næsten ingen berøring til, før blærerne bristede og smuldrede. Derudover lå der et mørkt sodlag på overfladen.

Vores arbejde med værket – selve konserveringsprocessen

Da maleriet var malet på træ, kunne behandlingen udelukkende foregå fra forsiden. Overfladesnavs og det tykke lag fernis blev fjernet forsigtigt. Derved blev den skadede struktur minimeret i tykkelsen, så fernislag og retoucher ikke også skulle opvarmes og bearbejdes på plads. Opløsningsmidlerne i forbindelse med rensningen har sandsynligvis medvirket til at blødgøre farvelaget sammen med varmen. De hundredevis af blærer blev lagt ned én for én med en varmespartel; et arbejde der tog flere uger og krævede tålmodighed. Lidt for meget tryk ville knuse farvelaget, så det krævede en sikker hånd og fingerspitzgefühl.

Afslutning

I forbindelse med rensningen forsvandt gamle retoucher. Det affødte yderligere en stor retoucheringsopgave. Langs træets samlinger kom tre brede bånd farvetab til syne. Med en undermaling med gouachefarver og overliggende fernisfarver fremstod maleriet endelig efter ugers retouchering igen med sin fordums glans. På tæt hold kunne man se at farvelagets overflade var svagt rynket og ikke havde sin fine penselføring, men helhedsindtrykket var tilfredsstillende. Det var lykkedes at bevare det originale farvelag uden synderlige farvetab og at genskabe stabilitet til maleriet og sidst men ikke mindst at få det til at fremstå smukt og harmonisk.

Halvt renset og fastlagt
Efter restaurering Willem van der Velde: "Både på hav"

Tilmeld nyhedsbrev