Telefonboksen af Kurt Trampedach
Udlån af Kurt Trampedachs værker
Randers Kunstmuseum fik i foråret 2014 en låneanmodning fra Brandts i forbindelse med planlægningen af en stor Kurt Trampedach-udstilling. Brandts anmodede om at låne skulpturen ”Henrik” og den større installation ”Telefonboksen”, begge værker fra sidst 1970’erne.
Kurt Trampedachs installationer med gipsfigurer er generelt skrøbelige og svære at håndtere, så Randers Kunstmuseum kontaktede Kunstkonserveringen for at få en vurdering af værkernes tilstand og egnethed til udlån. Det blev startskuddet til en stor konserverings- og restaureringsopgave, udført in situ på Randers Kunstmuseum, hvor værkerne var udstillet.
Installations- og bevaringsplaner
Med til opgaven hørte at udarbejde såkaldte installationsplaner, der viser, hvordan værkerne skal håndteres, pakkes, transporteres, renholdes, installeres og udstilles. Det var i sær vigtigt at udarbejde forsvarlige løsninger vedrørende håndtering, pakning og transport af værkerne, da de er skrøbelige og tunge og svære at manøvrere rundt med. Desuden indgik det i opgaven at udarbejde bevaringsplaner med anbefalinger for fremtidig opbevaring, udstilling, monitorering og vedligeholdelse af værkerne samt overvejelser om fremtidige konserverings- og restaureringstiltag.
Telefonboksen
Telefonboksen var den største bevaringsmæssige udfordring af de to værker, og værket indeholder en lang række materialer, herunder bemalet gips, tekstiler, plastic og papir.
Installationen består af en mande- og en kvindefigur, begge moduleret op i gips over en metalkerne og iklædt almindeligt tøj. Mandefiguren står inde i telefonboksen, der er en ældre model af metal med kitindfattede glasruder, hvor han holder røret på en gammeldags drejeskivetelefon. Inde i telefonboksen ligger et par stabler telefonbøger og en plasticpose med noget tøj plus en notesbog.
Plasticposen
Plasticposen, der er fra værkets tilblivelsestidspunkt, dvs. sidst i 1970’erne, var svært nedbrudt i et større område øverst og desuden gået op langs hele den ene side. Plastic ældes og nedbrydes forholdsvist hurtigt og ældningsprocessen kan ikke stoppes, kun forhales ved at sikre optimale opbevaringsforhold. Som konservator står vi derfor ofte over for en svær konserveringsetisk problematik, idet det ikke altid er muligt både at ville redde og beholde det originale plasticmateriale og - samtidigt - bevare værkets oprindelige udtryk. Det er derfor væsentligt at diskutere og vurdere, hvordan kunstnerens intention med værket bedst opretholdes.
Flere løsningsmodeller blev overvejet for at sikre bevaringen af installationens plasticpose. En valgmulighed var at bevare posen, som den var, og dermed bibeholde det originale materiale. Da posen partielt var meget nedbrudt, havde den imidlertid mistet sin synlige funktionalitet, som en pose man kunne hanke op i og tage med sig, og som kunne holde på sit indhold.
Alternativer blev derfor drøftet med Randers Kunstmuseum. En mulighed var at udskifte posen helt med en tilsvarende pose, idet det måske var muligt at finde en mindre nedbrudt pose fra samme tidsperiode. Denne løsning blev dog skinlagt, idet valget faldt på at laminere en ny, men patineret plasticpose inden i den originale. Den nye plasticpose blev skåret til og erstatter nu den originale plasticposes bærestykke, som var smuldret væk, samtidigt med at den under bærestykket holder på plasticposeindholdet og dermed aflaster den originale pose
Brækket gipsben
En anden større delopgave var at konservere og restaurere kvindefigurens ene ben. Kvindefiguren, der står på gulvet uden for telefonboksen, er strukturelt bygget op over en metalkerne i figurens højre støtteben, og hele figuren svajer selv ved let berøring. Desuden var det stort set umuligt at håndtere figuren uden at støttebenet blev belastet for kraftigt. Støttebenets gips var af samme grund knækket mange steder og partielt helt smuldret til granulat. Da figurens strømpe blev fjernet under konserveringsprocessen blev det synligt, at der allerede var udført reparationer af gipsbenet i værkets tilblivelsesproces. I et større område var lagt gipsgaze om benet, og ikke alle gipsstykker nåede helt sammen.
Alle løse gipsdele blev afmonteret benets metalkerne. Herefter blev anvendt en form for kunstig gips, der er kraftigt klæbende, til at lime gipsstykkerne tilbage på deres originale plads, efter at mindre gipsdele var limet sammen. Bortsmuldrede gipsområder blev fyldt ud med kunstigt gips, hvorpå der blev lagt en ydre skal af almindeligt gips med samme gipsgaze-mønster som de originale dele.
Håndtering af de skrøbelige og tunge værkdele
Telefonboksen var ved projektstart udstillet stående på et par lægter, mens kvindefiguren uden for telefonboksen var placeret på gulvet. Det gav en niveauforskel mellem de to værkdele, som ikke var intenderet.
Ved håndtering måtte kvindefiguren tippes eller på anden måde belastes uhensigtsmæssigt i forhold til det skrøbelige gipsben. Det var derfor problematisk overhovedet at flytte på denne del af værket.
Telefonboksen kunne, idet den var placeret på lægter, løftes med palleløfter, men denne håndtering rykkede med mandefiguren inde i telefonboksen.
Der manglede således en forsvarlig løsning til installationens håndteringsproblematikker, hvilket måtte udarbejdes forud for udlån. To selvstændige podier, ét til telefonboksen med mandsfiguren, ét til kvindefiguren, blev udvirket på Randers Kunstmuseum. Denne løsning har - ud over at lette håndtering og transport af værket ved udlån - endvidere bragt de to værkdele på niveau med hinanden. Begge podier har en aftagelig side, således de to værkdele kan løftes med palleløfter uden større indgreb.
